De kommunale dagplejere var blandt modtagerne af de næsten tre millioner kroner, som Grethe Christiansens Legatstiftelse delte ud onsdag aften. Her ses de ladcykler, som kommunen købte ind til institutionerne. Arkivfoto: Presse
De kommunale dagplejere var blandt modtagerne af de næsten tre millioner kroner, som Grethe Christiansens Legatstiftelse delte ud onsdag aften. Her ses de ladcykler, som kommunen købte ind til institutionerne. Arkivfoto: Presse
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

2,5 millioner kroner delt ud til børn og unge: Nu kan dagplejerne komme ud at suse

Bestyrelse uddelte onsdag penge til blandt andet ladcykler til kommunens dagplejere, undervisere i gadefodbold og en ny jolle til Hillerød Sejlklub

Fremover kan dagplejemødrene i Hillerød Kommunes yderområder placere børnene i ladet foran en elcykel og trampe i pedalerne, så ungerne får nye oplevelser i naturen.

For Hillerød Kommunale Dagpleje er en af modtagerne af penge fra de 2,5 millioner kroner, som bestyrelsen i Grethe Christiansens Legatstiftelse delte ud på Sophienborgskolen onsdag aften. I alt modtager dagplejen 120.000 kroner til at købe ladcykler for - den største af de i alt 60 uddelinger.

Dagplejer i Gørløse Gitte Schørring Jensen, som skrev ansøgningen, glæder sig:

“Nu kan vi komme meget længere væk, end når børnene skal gå ved siden af barnevognen. Det åbner for mange flere muligheder, også for at vi dagplejere kan besøge hinanden. Jeg har for eksempel 4-5 kilometer til Lystrup Skov, op og ned ad bakke, og der kan vi ikke bare lige gå til. Men med en ladcykel kan vi få helt nye oplevelser,” siger hun.

Pengene rækker ikke til cykler til alle dagplejere, men cyklerne kan så gå på omgang mellem dagplejerne.

“Vi bliver meget mere fleksible, så det er rigtig dejligt. Nu kan vi bruge naturen mere - også den der ikke lige er rundt om hjørnet. Det giver en helt anden frihed,” siger Gitte Schørring Jensen.

Street soccer i Østbyen

Også børn og unge, som ikke er en del af foreningslivet, i Østbyen får en pengeindsprøjtning af legatets bestyrelse. 75.000 kroner havner nemlig i fodboldklubben AC Hillerød, hvor de inviterer drenge og piger til at spille street soccer - helt uforpligtende.

“Vi vil gerne give børn og unge en oplevelse og gøre dem til en del af et fællesskab, også gerne pigerne. Vi vil stille og roligt introducere dem til foreningslivet,” siger projektleder Metin Deniz.

I øjeblikket træner drenge mellem 10 og 18 år hver søndag i Østervang, og håbet er altså at få endnu flere med, også pigerne og gerne flygtninge.

“God integration er at inkludere flygtningene med det samme. Vi ser mange negative kræfter, som for eksempel bandekriminalitet, hvor de også rekrutterer. Vi vil hellere tilbyde et positivt fællesskab, hvor flygtningene kan være med og få glæde og gode oplevelser,” siger han.

Pengene skal gå til at ansætte professionelle instruktører, som har erfaring med målgruppen og ved en masse om gadesport og om, hvordan man får nye unge til at deltage. Indtil videre har projektet været bundet op på frivilligt arbejde.

“Vi tilbyder gadesport, hvor man bare kan komme i sine gummisko og deltage uden at have en masse dyrt fodboldudstyr,” siger Metin Deniz, som blev rigtig glad, da han hørte, at foreningen var blandt modtagerne af legatpengene:

“Det betyder rigtig meget for os, og vi glæder os bare til at komme rigtig i gang”.

Streetsoccer i Østbyen har fået tilskud til at ansætte professionelle undervisere. Privatfoto
Streetsoccer i Østbyen har fået tilskud til at ansætte professionelle undervisere. Privatfoto

Ny jolle i Nødebo

Også Hillerød Sejlklub i Nødebo var blandt modtagerne af en del af legatet, nemlig 58.233 kroner til en ny jolle, som kommer til at bære navnet 'Grethe' efter legatets stifter.

Jollen skal sikre, at klubbens juniorer kan komme ud at træne i en større jolle end optimistjollerne.

“Pengene betyder rigtig meget, for vi er en lille klub med cirka 60 medlemmer, så det er begrænset, hvad vi har af midler,” siger næstformand Michael Krejberg.

Klubben, som bliver 50 år i 2020, har de seneste 3-4 år været i gang med en revitalisering, og to “fantastiske ungdomstrænere gør et kæmpe arbejde” for en juniorgruppe på pt. 15 juniorer.

“Det betyder rigtig meget, at de har nyt materiel, som de kan komme videre i,” siger Michael Krejberg.

Klubben har i forvejen fire, gamle udtjente laserjoller, hvoraf de håber at få gjort to klar til sejlads. Men det er i underkanten af, hvad de har brug for.

Men nu kan de unge sejlere altså komme ud på vandet med den nye jolle, som har tre sejlfigurationer, der dækker en sejler fra 35 kilo og op til 85 kilo.

“Det betyder alt for os, at vi kan få sådan nogle donationer,” siger Michael Krejberg, som glæder sig til, at den nye bro i Esrum Sø står klar, og til at jollen kan komme på vandet, forhåbentlig i midten af maj.

I alt blev der delt omkring 2,5 millioner kroner ud til 60 projekter. De resterende cirka 570.000 kroner, bestyrelsen har at give af, gemmes til en senere uddeling.

De enkelte uddelinger varierer mellem cirka 5.000 og 120.000 kroner. I alt modtog bestyrelsen 112 ansøgninger til legatet.

Se billeder fra uddelingen og læs mere senere her på hip.dk og i næste udgave af Hillerød Posten.

Hillerød Sejlklub i Nødebo har modtaget 58.233 kroner til en ny jolle. Privatfoto
Hillerød Sejlklub i Nødebo har modtaget 58.233 kroner til en ny jolle. Privatfoto
Publiceret: 20. April 2017 05:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt