"Jeg har hele tiden tænkt, at det er rigtig fint, at jeg står som tre på valglisten. Der er jeg jo højt nok oppe til at komme i spil," siger Peter Westermann. Pressefoto

Peter er højskolelærer i Hillerød - og meget tæt på at få en plads i EU-Parlamentet

SF's Peter Westermann, der er opvokset i Allerød og til daglig arbejder i Hillerød, har efter positive meningsmålinger til partiet fået en reel chance for at komme ind i Europa-Parlamentet

Af
Anne Mette Ahlgreen

Ifølge en ny Megafonmåling for TV2 og Politiken står SF nu til at få to mandater, og dermed er der lige pludselig plads til endnu en SF'er i Europa-Parlamentet.

Den SF'er kunne potentielt set godt blive Peter Westermann, der er født og opvokset i Allerød og til daglig arbejder på Grundtvigs Højskole i Hillerød.

"Det er ikke noget, jeg har gået og turdet sætte procenter på, men det er klart, som de seneste målinger ser ud, så står vi til at få to mandater, og hele tre mandater kan komme i spil efter Brexit. Det ændrer en hel del for mig, og jeg vil rigtig gerne ind i EU Parlamentet," siger Peter Westermann og tilføjer:

"Jeg har hele tiden tænkt, at det er rigtig fint, at jeg står som tre på valglisten. Der er jeg jo højt nok oppe til at komme i spil."

Hønge eller ej

Chancen for det er blevet forøget i takt med, at SF står stærkere i meningsmålingerne. Men også fordi nummer to på partiets liste til Europa-Parlamentet, Karsten Hønge, er opstillet både til Folketinget og Europa-Parlamentet, og han prioriterer Folketinget frem for EU, har han meldt ud. Hønge slår dog samtidig fast, at det er op til partiet at afgøre, hvor han gør mest gavn, hvis han bliver valgt ind begge steder.

Hvis det ender med, at Karsten Hønge skal bruge sine kræfter på den hjemlige politik, er der en mulighed for, at Peter Westermann kan få Hønges plads i Europa-Parlamentet.

Peter Westermann er lærer på Grundtvigs Højskole i Hillerød, bor i dag i København, men spiller stadig håndbold i Allerød. Han er medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden, hvilket han håber bidrager til, at vælgerne ved, hvem han er.

Peter Westermann har været med i politik i 12 år trods sin unge alder på 33 år. Han var opstillet til Folketinget i 2007 og 2011 og kom ind som suppleant i 2010.

"Tre ville være utroligt"

Hvis han skulle komme i den situation, at han bliver valgt ind i Europa-Parlamentet ved han præcist, hvad han vil arbejde med:

"Margrethe Auken er den store klima grand old lady, og klimapolitikken står øverst på vores dagsorden. Men lige nu synes jeg også, at vi har en opgave med at sikre fundamentet under vores velfærd, og at der bliver betalt den skat, der skal. Jeg så gerne, at vi fik en digital omsætningsskat, så tech-giganter også kom til at betale skat i Danmark. Vi skal have en større indsat mod skattely, skattefusk og hvidvask af penge, og så skal vi have en lille finansskat på aktie- og værdipapirhandel, så får vi penge ind på de mange handler, som computere står og laver ud fra algoritmer," siger Peter Westermann og fortsætter:

"Det vil være en sejr at fastholde det ene mandat, vi har. To ville det være helt fantastisk at få, og tre ville være helt utroligt. Det tør vi næsten ikke drømme om. Vores fremgang er et rygklap til den kæmpe indsats, vi har lagt i Europa-Parlamentet herhjemme. Jeg synes vi har fortjent et mandat mere. Ingen har så konsekvent kæmpet for klimaet som den grønne gruppe, som SF er en del af."

Publiceret 23 May 2019 10:00