KRONIK: "Kære gamle 'røvhuller': Jeg fortsætter mit fjumreår, så længe jeg kan"

"Jeg fortsætter mit fjumreår, så længe jeg kan. Det hele bliver så meget sjovere. Og jeg vil påstå, at man kan blive klog af det"

Denne kronik er skrevet af Sofie Fogh Gadegaard, der i øjeblikket går på højskole i Hillerød

De gamle hoveder i samfundet synes, det er noget pjat med de der ’fjumreår’. Altså underforstået årene efter gymnasiet, hvor du ikke studerer, men i stedet finder på noget andet at lave. Det indebærer oftest en udenlandsrejse. Den ældre generation synes i stedet, at jeg skal starte min videregående uddannelse, så jeg kan komme ud på arbejdsmarkedet og få velfærdsstaten til at køre rundt. Eller i det mindste bare bruge tiden på noget ’fornuftigt’. Men her kommer et forsvar for mine fjumreår.

Da jeg endelig blev student græd jeg af glæde, da min mor gav mig huen på. Jeg kunne mærke lettelsen helt ind i knoglerne og stoltheden fra min familie.

I fjorten dage drak jeg øl og fejrede friheden med mine gymnasievenner og derefter tog jeg på interrail. Jeg havde sammen med Rebekka fra klassen købt togbilletter, der kunne tage os hen hvor vi ville i hele Europa.

Vi rejste af sted, mødte folk fra hele verden, snakkede engelsk uafbrudt i 22 dage, var i kirker, shopping gader, spiste mærkelig mad og nød natur, og alt det der følger med at have en togbillet uden begrænsninger.

Da vi kom hjem startede jeg fjorten dage efter på arbejde. Jeg havde under eksamensperioden fået skaffet mig et job som assistent i en rådgivningsvirksomhed, så der startede jeg med 37 timer om ugen. Rigtig voksen-agtigt med 8-16 job, for første gang i mit liv.

Smag for at rejse

Pludselig drak jeg morgenkaffe, havde en arbejdscomputer, ansvar for receptionen og fast månedsløn. Efter 6 måneder kvittede jeg det. Jeg havde tjent nok penge til at stikke af igen. Jeg havde fået smag for at rejse og have livet på ryggen.

Så jeg rejste til Sydøstasien med Emma uden en returbillet, og kom hjem igen efter næsten 5 måneder. Da var den førnævnte faste månedsløn brugt op, og virkeligheden kaldte derhjemme.

Nu skulle der tjenes penge, og inden længe ventede også en Skanderborg Festival der skulle finansieres. Så dagen efter, at jeg lander i Københavns lufthavn, til krammere og danske plastikflag, blev ansøgningen skrevet til plejehjem og børnehaver. Nu ville jeg prøve noget nyt, for kontorjobbet, havde jeg fundet ud af, var ikke fremtiden for mig.

Da jeg dagen efter afleverer ansøgninger, smiler hjemmeplejen til mig, og jeg kommer til samtale med det samme. Efterfølgende mandag skulle jeg have første vagt, aftalte vi, inden jeg forlod jobsamtalen. Heldige mig, tænkte jeg.

Afløser i hjemmeplejen

Jeg startede i hjemmeplejen, cyklede rundt til de gamle, hjalp dem med støttestrømper, på toilet, lavede kaffe til dem, gav dem medicin, høreapparater i, skrev indkøbsseddel og fortalte glædeligt når de nysgerrigt spurgte ind til, hvad jeg drømte om, og lyttede gensidigt tilbage, når de fortalte om deres ungdom og gamle minder fra besættelsen.

Jeg blev den foretrukne afløser i hjemmeplejen og havde i en periode næsten 50 timer om ugen. Heldigvis elskede jeg at komme på arbejde. Og ligeledes elskede jeg pengene der tjekkede ind hver måned. Så efter 4 måneder gik jeg til planlæggeren og sagde, at jeg holdte ’pause’, for nu ville jeg til Nepal og Indien to måneder.

Tre uger efter rejste jeg til Nepal. Jeg vandrede i Himalayabjergene, besteg et 5416 meter højt bjerg, tog videre til Indien og rejste rundt i det nordlige Indien i en måned. Med lokal bus, rygsækken fuld af drømme, og solen boende i maven. Føltes det som. Det var spændende, lærerigt og udfordrende.

Surf, joint og sol

Nu er Indienseventyret slut. Disse tanker blev skrevet, da jeg sad på sidste fly fra Istanbul, inden jeg landede i Billund.

Så når jeg ser tilbage på, hvad jeg har brugt de sidste to fjumreår på, så har jeg fjumret meget. Jeg har drukket øl med fremmede, grinet højlydt under vand da jeg tog dykkercertifikat I Thailand, røget en joint til en solnedgang med østrigske venner, lært at surfe i Sri Lanka, og jeg kunne blive ved med minder og stunder, som nok ville blive markeret som fjumrerige og særdeles ’ufornuftige’. Men husk på, at det hele er betalt af hårdt arbejde.

Og nu jeg tænker over det, så synes jeg ’fjumreår’ er et ærgerligt ord. For jeg er saftsuseme blevet klog af at fjumre. Klog på mennesker, på religion, på at læse busplaner på indisk, på ølmærker, på de privileger der følger med at være dansker, og klog på, hvad jeg synes der er vigtigt. Og det er at skynde sig gennem en uddannelse, som man ikke er sikker på, altså ikke.

For når jeg engang "ægte" skal ud på arbejdsmarkedet, så er pensionsalderen steget til over 70, og så har jeg stadig 40 år at være ikke-fjumre-agtig i. Hvis jeg altså nogensinde får lyst til det. Hvis ikke det er nu jeg skal rejse og opføre mig tosset, hvornår er det så?

Købt med kærlighed

Nu har jeg holdt jul med min familie. Givet dem alle store krammere, for gaverne var små. De blev båret i min backpack gennem Indien.

Men de er naturligvis købt med kærlighed og 'det er det vigtigste' , har jeg hørt nogen sige en gang. Mellem jul og nytår har jeg arbejdet, og lige nu er jeg på højskole i Hillerød - hvor jeg har tænkt mig at fjumre lidt videre. Og så sender jeg nok en ansøgning til journalisthøjskolen til foråret. Måske.

Kære gamle 'røvhuller', inklusiv jer, farmor og farfar: Jeg fortsætter mit fjumreår, så længe jeg kan. Det hele bliver så meget sjovere. Og jeg vil påstå, at man kan blive klog af det.

Alle billeder er fra Sofie Fogh Gadegaards tur til Indien og Nepal.

Publiceret 09 February 2019 09:00