Vær med til at rydde op i naturen til Danmarks Naturfredningsforenings affaldsindsamling 22. april. Arkivfoto

Vær med til at rydde op i naturen til Danmarks Naturfredningsforenings affaldsindsamling 22. april. Arkivfoto

DN inviterer til fælles forårsrengøring i naturen

Hillerød er også med i affaldsindsamlingen søndag 22. april

Lyset er kommet tilbage, og forårssolen skinner ikke bare på vintergækker, erantis og krokus, men også på affald, som ligger rundt omkring.

Søndag 22. april inviterer Danmarks Naturfredningsforening på den årlige landdækkende affaldsindsamling. Her samler tusindvis af frivillige borgere over hele landet affald op i skoven, på stranden, i grøftekanter, og hvor der ellers ligger henkastet affald.

Sidste år blev der indsamlet over 1.000 kilo affald i Hillerød kommune.

Deltag eller arranger selv

Man kan give en hånd med ved at deltage i en af de indsamlinger, som allerede er etableret, blandt andet i Uvelse, Nødebo, Ny Hammersholt, Hillerød, Gørløse, Alsønderup. Dem kan man finde mere om på www.affaldsindsamlingen.dk.

Man kan også eventuelt sammen med naboer eller andre gå ind på hjemmesiden og få vejledning i, hvordan man laver sin egen indsamling. Hvis man etablerer en indsamling hos Danmarks Naturfredningsforening senest 3. april, får man tilsendt materiale og affaldssække fra DN, og Hillerød Forsyning sørger for at opstille og afhente containere til det indsamlede affald.

DN Hillerød samler ind

Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød har affaldsindsamling ved Præstevang og Teglgårdssøen søndag 22. april kl. 10-12. Man mødes på parkeringspladsen på Carlsbergvej ved gangbroen. Der er også en kop kaffe eller kakao bagefter.

Tilmelding er ikke nødvendig, og alle er velkomne til at deltage. Husk at medbringe grabber, hvis du har - vi sørger for handsker og sække, lyder det fra DN i Hillerød.

En tikkende bombe

Affald i naturen er en tikkende bombe og skal samles op hurtigst muligt, inden det ryger i maverne på dyr og fugle. Der er hvert år triste eksempler på dyr, der mister livet, fordi de har indtaget affald, har skåret sig på glas og metal eller har fået sig viklet ind i plast.

Ved at samle affaldet op, hjælper man ikke blot dyrene - man hjælpes også ad med at få nogle bedre naturoplevelser i en ren natur.

jesl

Publiceret 02 April 2018 08:00