DEBAT:

"Alle bør kunne holde bryllup på Torvet"

Af Hillerød Bys Lokalråd ved kasserer Flemming Munch Mortensen, Milnersvej 10, st., 3400 Hillerød

Hvorfor er det kun Agnes og Røde fra Matador, som kan blive gift på Politistationen (Det gamle rådhus) i Hillerød? Andre borgere og turister burde også have den mulighed.

Hillerød Bys Lokalråds medlemmer har på sin generalforsamling drøftet nedenstående punkter, som involverer mange instanser og interessenter:

Politireform, hvor der sker en væsentlig forøgelse af politibiler, som skal have deres udgangspunkt fra Hillerød politistation beliggende midt i byen.

Lokalrådet foreslår, at politiet bygger en ny politistation i udkanten af byen, eventuelt ved Favrholm.

De ledige bygninger, når politiet flytter: Hillerød kommune erhverver hovedbygningen ud mod torvet (tidligere rådhus). Der etableres et aktivt turistbureau for Hillerød og Visit Nordsjælland. Det skal være et bemandet og aktivt turistbureau og ikke som nu, hvor bureauet er en selvbetjeningsbutik, hvor man kan hente en brochure, men ikke få råd og vejledning.

Endvidere skal der indrettes et bryllupskontor, som i samarbejde med bl.a. Slotssø Palæet og andre kan forestå bryllupper for turister og andre, som ønsker at blive gift i Hillerød.

I forbindelse med køb af ejendommen kan den eksisterende fangegård rives ned, så der bliver adgang mellem Torvet, P-hus Torvet og Irma.

De resterende bygninger erhverves af aktive investorer, som kan indrette dem til hotel, restauranter butikker som henvender sig til turister m.v.

Skråningen foran hovedbygningen ned mod torvet bliver inddraget som en del af ”torveprojektet”, hvor terrasserne bliver indrettet med borde og bænke, hvor man kan medbringe sin egen mad og nyde udsigten over torvet og/eller de aktiviteter, som foregår på det øvre torv, mens der er torvemarked på det nedre torv. Herfra kan man også se Frederik den VII 's statue, hvor soklen er gjort lidt bredere, så der er plads til en statue af grevinde Danner ved hans side.

På skråningen etableres også en mindre kaskade, som ender i en lille legesø på det øvre torv. I legesøen placeres flere springvandsdysser med intervalspring.

Fra legesøen løber der en å som er 10 cm bred ned, over torvet til slotssøen.

Der er derfor brug for et samarbejde mellem mange instanser og det kan ikke gå hurtigt nok. Derfor et dette indlæg sendt til :

Politidirektør Jens-Christian Bülow, Nordsjællands politi

Bormester Kirsten Jensen, Hillerød kommune

Udvalget for Arkitektur, Byplan og Trafik, Hillerød kommune

Udvalget for Erhverv, Beskæftigelse og Turisme, Hillerød kommune

Hillerød Byforum

Visit Nordsjælland

Slotssø Palæet

Publiceret 18 March 2018 08:00

SENESTE TV