Skævinge kommer med i filmfestival

Kulturhuset Føllegård går til filmen og indrettes som pop-up-biograf to dage i marts

Fremover skal borgerne i Skævinge og omegn have mulighed for at opleve mere end koncerter, kunst, strikkeklub og ældremotion i kulturhuset Føllegård Alive. Nu kommer den landsdækkende dokumentarfilmfestival 'Dox:Direkte' nemlig også til Skævinge.

19.-20. marts bliver Føllegård indrettet som 'pop-up-biograf', hvor der vises to nye dokumentarfilm for publikum.

Fik du læst: Kommunale kroner på vej til trængt håndboldklub

Formand glæder sig

Formand Henning Andersen glæder sig over, at Føllegård Alive går til filmen og på denne måde sætter Skævinges kulturhus på danmarkskortet:

”Vi er jo en kulturel forening, og dette tilbud om at være en del af en landsdækkende filmfestival måtte vi være med i, så publikum i Skævinge og omegn også får et lidt anderledes tilbud,” udtaler han i en pressemeddelelse.

'Dox:Direkte' er et særligt tilbud, hvor 'Cph:Dox' inviterer udvalgte kulturhuse til at afholde arrangementer 19. og 20. marts med visning af premiereaktuelle dokumentarfilm og live-transmitterede samtaler med filmskabere, forfattere og eksperter. Det vil sige, at der efter filmen sendes for eksempel talkshows med kulturpersonligheder, og publikum i Skævinge kan følge med på storskærmen.

Oversætter Mette Holm kan opleves i 'Dreaming Murakami'.

Oversætter Mette Holm kan opleves i 'Dreaming Murakami'.

Murakamis oversætter

Mandag 19. marts er der åbningsaften med premiere på filmen 'Dreaming Murakami'. Det er en ny og ifølge arrangørerne “poetisk og varm” film om den danske oversætter Mette Holms arbejde med at oversætte og fortolke forfatteren Haruki Murakamis univers for de danske læsere.

Efter filmen stilles der om til Det Kongelige Bibliotek (Den Sorte Diamant) i København, hvor filmens hovedperson Mette Holm og instruktør Nitesh Anjaan stiller op til en samtale med Politikens Murakami-kyndige film- og litteraturanmelder Kim Skotte. Samtalen transmitteres direkte fra Det Kongelige Bibliotek ud til alle deltagende kulturhuse.

Fotografs pludselige død

Dagen efter, tirsdag 20. marts, vises 'Den nat vi faldt', som er en filmisk refleksion over den prisvindende Politiken-fotograf Per Folkvers pludselige død. Cille mistede sin stedfar og Mette mistede sin mand, da han faldt ned af en trappe og mistede livet. 'Den nat vi faldt' er en film om tiden efter ulykken. Cille filmede sin mor efter det tragiske tab. “Om sorg og heling, og om magtesløshed og viljen til at bevæge sig videre,” lyder det fra arrangørerne.

Efter filmen stilles der om til et stort live talkshow, der vil byde på samtaler med bl.a. instruktør Cille Hannibal, forfatter Anne Lise Marstrand- Jørgensen (‘Sorgens Grundstof', 2017), psykolog Ester Holte Kofod, der sammen med Svend Brinkmann er i gang med at undersøge sorgens kultur i Danmark, samt præst Kathrine Lilleør og psykolog hos Kræftens Bekæmpelse Jes Dige med flere.

Begge film starter kl. 19, og caféen på Føllegård vil være åben hele aftenen. En entré på 30 kroner betales ved indgangen.

Mere om 'Dreaming Murakami':

For mere end tyve år siden læste oversætteren Mette Holm en roman af Haruki Murakami. Den japanske forfatter havde endnu ikke opnået litterær stjernestatus, og dengang havde Mette Holm ingen idé om, hvordan hans bøger senere ville ændre og transformere hendes eget liv. Siden da har hun brugt tusindvis af timer på at oversætte Murakamis fantasirige og fabulerende romaner. Mens Mette Holm forsøger at finde de perfekte sætninger til at afspejle Murakamis drømmende karakterer, dukker en to meter høj frø op i metroen i Tokyo, og grænserne mellem fiktion og virkelighed begynder at smelte sammen.

Instruktør: Nitesh Anjaan Producent: Final Cut For Real. Dansk/japansk med danske undertekster.

Mere om 'Den nat vi faldt'

Cille mistede sin stedfar og Mette mistede sin mand, da fotografen Per Folkver faldt ned af en trappe og mistede livet. 'Den nat vi faldt' er en film om tiden efter ulykken. Om sorg og heling, og om magtesløshed og viljen til at bevæge sig videre. For Cille var den første impuls nemlig at filme sin mor i tomrummet efter det tragiske fald. Og det er der kommet en dybt personlig, men også dybt vedkommende film ud af, om en usædvanligt stærk kvinde. Og om hvordan savnet lever videre i gamle kassettebånd, den tomme lejlighed, årstidernes skiftende dufte og - ikke mindst - de mange kasser med fotografier. (Dansk tale).

Instruktør: Cille Hannibal Producent: Bullitt Film.

Publiceret 14 March 2018 07:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV