Rockende kunstdage havde masser af besøgende

Omkring 10.000 mennesker besøgte igen i år Hillerød Kunstdage, som havde rock som tema - og det var en succes, mener arrangør

Weekenden stod i kunstens tegn i Hillerød - og årets tema 'Rock i Kunsten' var en stor succes.

Det fortæller Frederiksborgcentrets direktør Carsten Larsen:

“Det gik rigtig godt. Vi fik gjort kunstnerne interesseret i at lave noget andet, end de måske lige havde tænkt sig at lave, og vi fik en lavet en rigtig god særudstilling, hvor forskellige gallerier bød ind med et værk, som havde med rock at gøre. Også musikanmelder Ole Eegs rockforedrag gik godt - han var rigtig god til at fortælle og havde nogle gode anekdoter med om rockens indtog i Danmark. Publikum tog godt imod det, og der var mange tilhørere”.

Carsten Larsen fremhæver også udstillingen med Morten Rygaards rockfotografier.

Albumcovers

Kunstdagene blev også åbnet med et rockindslag, da musiker, tv-vært og hillerødborger Anders Blichfeldt holdt åbningstalen i Frederiksborgcentret fredag. Han fortalte om, hvordan rocken var startet som en protest, hvor musikere og publikum udvekslede en helt masse energi.

Kunsten rykkede for alvor ind i rockmusikken med lp'ernes albumcovers, sagde han:

“I de 25 år, hvor der var lp'er, blev der kreeret noget fuldstændig fantastisk kunst på deres covers. Jeg har selv købt mange lp'er udelukkende, fordi coveret så fantastisk ud. Jeg var så vild med Queen som knægt, at jeg lånte en overheadprojektor og fik lyst coveret fra 'A Day at The Races'-albummet op på væggen, så jeg forsigtig og præcist kunne tegne hele coveret på væggen. Mine kammerater syntes, det var virkelig flot”.

Men så kom cd'en og senere Spotify og andre musikafspilningstjenester online og fik det ødelagt. 

“Så den del af kunsten er forsvundet,” sagde Anders Blichfeldt og sluttede af med at understrege, at “musik er fedt, kunst er fedt - og det er fedt med sådan et tema”.

Anders Blichfeldt stod for åbningstalen. Foto: Mdt

Anders Blichfeldt stod for åbningstalen. Foto: Mdt

Vindere af censureret udstilling

Fredag blev det også afsløret, hvem juryen havde udpeget som de tre vindere i Den Censurerede Forårsudstilling. 

Førstepladsen og 5000 kroner fra NordeaFonden gik til Kirsten Søeballe for malerierne 'Maskininstallation'. Censorerne havde i udvælgelsen lagt vægt på hendes “konsekvente udtryk og særegne motivvalg”, og at værkserien har “en spændende dobbelthed”, fordi motivet på overfladen er stillestående og roligt, mens indre udstråler en levende, pulserende aktivitet.

Andenprisen og 3000 kroner gik til keramiker Michael Bøgh for værkerne Spaltekrukke 2, Spaltekrukke 4 og Sanggruppen ”Tenor-Tebas”, mens tredjeprisen gik til Nelli Lassens portrætserie med værkerne 'Datter-Elisabeth', 'Selvportræt-Nelli', 'Mor-Valentina' og 'Bedstemor-Anna' udført i en blanding af broderi og maleri.

Blandt andre Jan Klein udstillede kunst med rocktema. Foto: Mdt

Blandt andre Jan Klein udstillede kunst med rocktema. Foto: Mdt

10.000 besøgende

Hillerød Kunstdage forløb i det hele taget godt, og der var mange besøgende rundt omkring på udstillingsstederne, fortæller Carsten Larsen:

“Samlet set er besøgstallene nogenlunde de samme som sidste år. De er ikke endelig gjort op, men der har været omkring 10.000 besøgende alt i alt. Jeg har fået gode positive tilbagemeldinger, både fra udstillingsstederne og fra udstillerne på messen”. 

Nu vil arrangørerne gå i gang med at tænke over et godt tema til næste års kunstdage.

“Og så vil vi se, om ikke vi kan finde en særudstilling, der ligesom i år kan bindes op på noget, der foregår på scenen. Det giver masser af liv, at der foregår noget på scenen, og det trækker godt med folk til,” siger han.

Kulturudvalgsformand Rikke Macholm var med husbonden Holger Toxværd blandt de besøgende til åbningen. Her giver Macholm tomlen op til Carsten Larsens rockjakkesæt. Foto: Mdt

Kulturudvalgsformand Rikke Macholm var med husbonden Holger Toxværd blandt de besøgende til åbningen. Her giver Macholm tomlen op til Carsten Larsens rockjakkesæt. Foto: Mdt

Der var masser af kunst at opleve over hele byen. Foto: Mdt

Der var masser af kunst at opleve over hele byen. Foto: Mdt

Tre glade kunstnere blev udnævnt som vindere af Den Censurerede Forårsudstilling. Foto: Mdt

Tre glade kunstnere blev udnævnt som vindere af Den Censurerede Forårsudstilling. Foto: Mdt

Publikumsfavoritten blev fundet søndag. Den gik til Lisbeth Thygesens maleri ’Jeg ser dig i mig’. Prisen blev modtaget af hendes gallerist Helle Borre. Foto: Børge Klamer

Publikumsfavoritten blev fundet søndag. Den gik til Lisbeth Thygesens maleri ’Jeg ser dig i mig’. Prisen blev modtaget af hendes gallerist Helle Borre. Foto: Børge Klamer

Publiceret 12 March 2018 11:00

SENESTE TV