Udstilling i Vandrehallen om myter i litteraturen

Fernisering over billedkunstner Anne Munneckes værker 8. marts

Hillerød Kunstdage står for døren. I den anledning kan man i Vandrehallen på Hillerød Bibliotek opleve en udstilling med billedkunstner Anne Munnecke, der samtidig er censor ved årets udgave af Den Censurerede Forårsudstilling i Hillerød.

Der er fernisering på udstillingen torsdag 8. marts kl. 17-18-30, hvor biblioteket byder på et glas vin, og man har lejlighed til at møde Anne Munnecke.

Der er mere mellem himmel jord, mener Anne Munnecke, der står bag udstillingen 'There Are More Things'. Hun interesserer sig for, hvordan myter i litteraturen påvirker vores forestillinger om verden, og på udstillingen spøger bl.a. kultforfatterrne Jorge Luis Borges og H.P. Lovecraft.

Labyrintisk scenografi

“Udstillingen handler om at tillægge ting overnaturlig og okkult betydning. Jeg synes, det er spændende at undersøge det ukendte og mystiske, som man støder på i bl.a. litteraturen og popkulturen, og som giver mennesker stof til fantasi og en pause fra det rationelle,” siger Anne Munnecke i en pressemeddelelse fra Hillerød Bibliotek.

Med værker lavet af tekstil, blyant, akvarel og papir indtager Anne Munnecke Vandrehallens specielle rum. Her omsætter hun inspirationen fra myterne til figurer, tegn og symboler, der folder sig ud i geometriske mønstre. I nogle tilfælde er værkerne så store, at de hænger fra loftet i Vandrehallen som gigantiske scenetæpper i en labyrintisk scenografi.

Anne Munnecke er uddannet fra det Det Fynske Kunstakademi i 2012. Hun er bl.a. medstifter af det kunstnerdrevne udstillingssted c4 Projects.

Anne Munnecke er med i juryen for Den Censurerede Forårsudstilling i Hillerød, som vises i Frederiksborg Centret 9.-11. marts.

Biblioteket er medarrangører af Forårsudstillingen sammen med Hillerød Kunstforening, og derfor er udstillingen med Anne Munnecke en kærkommen lejlighed til at vise, hvad de inviterede censorer selv har at byde på kunstnerisk.

Udstillingen kan ses fra 9. marts til 29. april.jesl

'Aha!' af Anne Munnecke.

'Aha!' af Anne Munnecke.

Publiceret 04 March 2018 09:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV