"Skal vi overleve som butiksgader, så er det mere oplevelsesøkonomi, vi skal tilbyde. Der er derfor en event, som byfesten er vigtig," siger formanden for Hillerød Cityforening, Michael Hartoft. Foto: Jeanette Hougaard

Handelsformand:

Det er service og oplevelser, der gør en forskel i Hillerød

Formanden for Hillerød Cityforening, Michael Hartoft, giver et bud på, hvad der gør Hillerød til en stærk konkurrent til nethandel

Af
Jeanette Hougaard

Formanden for Hillerød Cityforening, Michael Hartoft, arbejder til dagligt i bankverdenen. Alt i den finasielle sektor er digitaliseret, og hvis man ikke formår at gøre en forskel på en eller anden måde, så er det svært at få overbevist kunderne om, at der er en særlig god grund til at træde ind i "hans" butik.
"Det er nøjagtig det samme i detailhandlen. Hvis man ikke tilbyder noget ekstra, så kan man lige så godt handle på nettet.
Hvis jeg skal have en skjorte eller et jakkesæt - ja, så kan jeg vælge at købe det på nettet eller jeg kan for eksempel gå ned hos Kjøller (herretøjsforretning i Slotsgade, red.). Her kan jeg med det samme, jeg træder ind i butikken, mærke at de er uddannede, kan lide deres arbejde og har et smil på læben. Når døren åbner, kommer der en hen og spørger: "Er der noget jeg kan hjælpe med?", og så kan jeg personligt godt lide at blive udfordret lidt på det, jeg tror, jeg skal have - og hvis de prøver at lave mersalg - på den rigtige måde."

Skabe stemning

Et andet eksempel er, når de i Helsingørgade skaber stemning omkring butikkerne med lanterner og hygge, fremhæver Michael Hartoft.
"Den slags kan man du heller ikke få på nettet, og det er de rigtig gode til at skabe for ikke ret mange penge," siger han og glæder sig over, at flere og flere i Helsingørsgade også vælger at blive medlem af Cityforeningen.
"Skal vi overleve som butiksgader, så er det mere oplevelsesøkonomi, vi skal tilbyde. Der er derfor, en event som byfesten er vigtig. Det er fantastisk, nogen tog beslutningen, at det skulle være i år, vi skulle have en byfest. Jeg kan ikke andet end rose alt det, der er sat i gang. Og et er ikke bare en fest for handlen, det er en fest for hele byen.
Når vi om nogle år har fået ry for at have en hyggelig byfest, så skal det nok brede sig langt omkring."

Hillerød som mødestad

For år siden skabte Hillerød visionen om at udvikle Hillerød "fra købstad til mødestad". Dermed ikke sagt, at Hillerød ikke skal være købstad, men undersøgelser viser, fortæller Michael Hartoft, at byer der har noget at mødes om, blandt andet en byfest, de har en fremtid. Ellers tager folk andre steder hen.
"Vi kan jo se, hvor meget liv caféer skaber - eller ikke skaber," siger han og kigger ud på Torvet, hvor folk den solrige sommerdag er begyndt at indfinde sig i cafestolene.
Den udvikling skal der i fremtiden rykkes endnu mere ved. Det kommer til at ske i et samarbejde mellem Hillerød Kommune, ejendomsejerne i centrum, de handlende, foreninger og kulturliv, når der etableres et formelt samarbejde omkring Town Center Management (TCM).
Michael Hartoft sidder med i arbejdsgruppen, der skal udvikle et selskab og opgaver for TCM med fastansatte medarbejdere, der har til formål at drive udvikling i byen.

TCM starter 1. januar 2017.

"Ikke på fuld blus med det samme, der vil gå nogle år, inden man mærker den fulde effekt af det. Hillerød har alle forudsætninger for at lykkes med det. Vi har Slotsarkaderne og gågaderne, men vi skal kunne mere end det og ikke sidde og tro, at et slot og en sø kan redde os i fremtiden.
Mange kunder tænker ikke over, om de skal køre en halv time ekstra, hvis de får et bedre udbud - og her er det afgørende at give folk en god kundeoplevelse," slutter formanden.

Har du en god oplevelse?
Hillerød Posten udgiver tre gange i sommerens løb en sommerguide, der kommer ud til et stort nordsjællandsk ferieopland. Her vil vi blandt andet sætte fokus på en god købsoplevelse og god service i både butikker, restauranter og attraktioner - som man kan opleve det her i byen.
Har du en god oplevelse, du synes fortjener at blive delt med andre (store som små) - så send den til redaktionen på: redaktion@hip.dk (husk at oplyse navn og telefonnummer i mailen)

Publiceret 20 June 2016 06:00

SENESTE TV