Røde Kors har sat ekstra stærke hængelåse på deres containere ved Ullerødbrugsen, da de har oplevet flere indbrud de seneste måneder. Her ses butiksleder Annelise Nielsen med den frivillige chauffør Per Nielsen. Foto: Mdt

Røde Kors har sat ekstra stærke hængelåse på deres containere ved Ullerødbrugsen, da de har oplevet flere indbrud de seneste måneder. Her ses butiksleder Annelise Nielsen med den frivillige chauffør Per Nielsen. Foto: Mdt

Tyve stjæler Røde Kors' tøj

Hele tre gange den seneste tid har tyve brudt Røde Kors' tøjcontainere i Ullerød op og stjålet tøj, folk har givet til velgørenhed

Af
Mette Dolmer Thygesen

Tyve kan tilsyneladende ikke holde nallerne fra de tøjcontainere, som Røde Kors har stillet op ved Superbrugsen i Ullerød.

Tre gange de seneste to måneder har de frivillige chauffører fra Røde Kors oplevet, at de to containere til at aflevere sit aflagte tøj til velgørenhed i har været brudt op, når de kom for at tømme dem.

"Det er rigtig mange gange, synes vi. Og det er åbenbart ikke kun her i Hillerød, vi oplever det. For når jeg taler med mit netværk for genbrug i Røde Kors, siger de også, at det er helt tosset i øjeblikket rigtig mange steder i landet," siger Annelise Nielsen, som er frivillig butiksleder for Røde Kors's butik i Slotsgade.

"Rigtig surt"

Tyvene har, efter de har opbrudt containerne, klippet sækkene op, og de har tilsyneladende sorteret tøjet på stedet. Det, de ikke har ønsket at tage med, har de smidt ind i containeren igen. De har sat lågen foran containeren, så tyveriet ikke umiddelbart er synligt.

"Det er rigtig mange poser, de er løbet med. Vores containere bliver tømt hver uge, og de plejer at være helt fyldt. Men der var kun en tredjedel af tingene tilbage, når chaufførerne kom for at tømme dem. Og det, der lå tilbage på bunden, var ikke det bedste af det bedste," siger Annelise Nielsen, som ærgrer sig over tyverierne:

"Det er rigtig surt. Det er en fortjeneste, der går fra Røde Kors, som folk også har ønsket at støtte ved at smide deres tøj i containeren. Og samtidig skal vi ud og bruge penge på at købe nye, dyre hængelåse. Det er da sørgeligt, at folk stjæler fra sådan noget som Røde Kors".

Hold øje

Både hun og formanden for lokalafdelingen, Bent Kauffmann, beder derfor om, at man kontakter Røde Kors eller politiet, hvis man oplever nogen, der roder ved containerne - og som ikke kører i Røde Kors' varevogne. Hvis containerne ser ud, som om de har været brudt op, håber afdelingen, at man i stedet vil aflevere sit tøj direkte i genbrugsbutikken i Slotsgade 53.

Selvom de er kede af tyverierne, er de rigtig glade for, at mange støtter Røde Kors' hjælpearbejde med rent og brugbart tøj. For nylig kunne lokalafdelingen sende 100.000 kroner til katastrofehjælp ude i verden og det sociale arbejde herhjemme, lige som de har støttet hjælpen til, at Børnehuset har kunnet sende et antal børn på sommerferielejr, fortæller de.

Tyvene har skåret containeren op med en vinkelsliber og har derefter kunnet fjerne hængelåsen. Foto: Mdt

Tyvene har skåret containeren op med en vinkelsliber og har derefter kunnet fjerne hængelåsen. Foto: Mdt

Publiceret 15 August 2019 06:00