En 60-årig mand fra Hillerød satte ved et uheld ild til en mark, hvor et areal på cirka 50 gange 100 meter afbrændte, da han brugte en ukrudtsbrænder, oplyser politiet. Arkivfoto

En 60-årig mand fra Hillerød satte ved et uheld ild til en mark, hvor et areal på cirka 50 gange 100 meter afbrændte, da han brugte en ukrudtsbrænder, oplyser politiet. Arkivfoto

Hillerødborger antændte brand med ukrudtsbrænder

Da en mand brændte ukrudt af med en ukrudtsbrænder, gik der ild i en bunke halm, og ilden spredte sig til en mark, som udbrændte

Det var en overtrædelse af beredskabsloven, da en 60-årig mand fra Hillerød havde brændt ukrudt med en ukrudtsbrænder på Centervej i Frederikssund, og der opstod brand.

Det oplyser Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Branden blev anmeldt mandag 5. august klokken 13.17 og startede med, at der gik ild i en mindre bunke halm, inden ilden spredte sig til marken, hvor et areal på cirka 50 gange 100 meter afbrændte, beretter politiet.

Brandvæsnet kom til stedet og slukkede branden, og da politiets patrulje kom, sigtede betjentene den 60-årige for at overtrædelse af beredskabsloven.

"Hårfin balance"

Ukrudtsbrændere er blevet meget populære til at fjerne ukrudt i indkørsler, på terrasser og langs huskanter. "Men du skal være opmærksom på, at du arbejder med en hårfin balance mellem at fjerne ukrudt og sætte ild til naturen eller i værste fald dit eller måske naboens hus," skriver Frederiksborg Brand & Redning på deres hjemmeside.

Mdt

Brug af ukrudtsbrænder:

  • Ukrudtet skal kun svitses - det skal ikke brænde
  • Lad være at bruge ukrudtsbrænderen, hvis det er meget tørt eller det blæser
  • Hold god afstand til hække, blade, skuret og andet
  • Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op
  • Hav vand inden for rækkevidde, fx haveslangen

Publiceret 06 August 2019 15:00