Kvinder har tre gange i lørdags sagt, at de var fra hjemmeplejen og enten forsøgt at stjæle eller stjålet penge og kort fra borgere i det vestlige Hillerød. Modelfoto

Kvinder har tre gange i lørdags sagt, at de var fra hjemmeplejen og enten forsøgt at stjæle eller stjålet penge og kort fra borgere i det vestlige Hillerød. Modelfoto

Falsk hjemmehjælper slog til flere steder

Politiet har modtaget tre anmeldelser om kvindelige tyve, som er gået ind i lejligheder i Hillerød under påskud af at være fra hjemmeplejen

Det var ikke kun en 87-årig kvinde, som fik besøg af en falsk hjemmehjælper i weekenden i Hillerød. Også på Nyhusevej i det vestlige Hillerød fik en 89-årig kvinde besøg af en kvinde, som udgav sig for at være hjemmehjælper.

Det skete lørdag aften omkring klokken 17, hvor den falske hjemmehjælper kom ind ad den 89-åriges åbne hoveddør, oplyser kvinden i sin anmeldelse til politiet.

Kvinden, som havde romansk udseende, blev med det samme set af den 89-årige, og den uindbudte gæst sagde, at hun kom fra Hjemmeplejen. Men den 89-årige svarede, at hun ikke skulle bruge hjemmepleje og bad kvinden om at gå igen. Det lykkedes altså ikke den falske hjemmehjælper at franarre sig noget af værdi fra den 89-årige.

Kvinden var omkring 30-40 år, 160-165 centimeter høj, spinkel af kropsbygning og brun i huden. Hendes hår var sort, og hun talte dansk med accent. Ifølge beskrivelsen var hun blandt iført bluse og nederdel.

Også på Hillerødsholmsallé

Også på Hillerødsholmsalle, ikke langt derfra, fik en 79-årig mand uønsket besøg af en person, som kan sættes i forbindelse med de to andre episoder. Det skete omkring klokken 13.17 lørdag.

Her kom en kvinde ind i den 79-årige mands lejlighed, da hoveddøren stod på klem, oplyser politiet. Manden lå og sov til middag, men vågnede, da kvinden tog fat i armen på ham.

Hun var iført navneskilt, har manden fortalt politiet. Hun førte manden ud på hans badeværelse, imens en anden person stjal både kreditkort og kontanter fra hans pung, som lå i stuen.

Kvinden beskrives som cirka 25 år gammel, cirka 170 centimeter høj, og hun bar en sort kjole, skriver politiet i deres døgnrapport. Den anden kvinde bar mørkt tøj, har manden fortalt politiet.

Stutmesterparken

Den 87-årige kvinde, som bor i en lejlighed på Stutmesterparken, fik lørdag omkring klokken 17.45 stjålet et kontantbeløb på mellem 400 og 600 kroner, da en kvinde, som udgav sig for at være hjemmehjælper, gik ind i hendes lejlighed.

Den falske hjemmehjælper talte dansk med udenlandsk accent, oplyser politiet, og hun havde mørkt hår og var velsoigneret.

Mdt

Publiceret 06 August 2019 12:47