Ni villaejere i det samme villakvarter har haft indbrud i løbet af weekenden. Modelfoto

Ni villaejere i det samme villakvarter har haft indbrud i løbet af weekenden. Modelfoto sdecoret - stock.adobe.com

Helt villakvarter hårdt ramt af indbrud i weekenden

Af
Martin Warming

Villaejere i området omkring Hillerødholmsalle har været hårdt plaget af indbrudstyve i den forgange weekend.

Nordsjællands Politi har således modtaget ni anmeldelser om indbrud i villakvarteret fra fredag til mandag morgen, skriver politiet i sin elektroniske døgnrapport.

Det er gået ud over villaejere på Møntmestervej, Digemestervej, Jægermestervej, Fontænemestervej, Fiskemestervej, Gribskovvej, Drosselvej og Akacievej.

Der er blandt andet blevet stjålet sølvtøj, smykker, kontanter og computere ved de mange indbrud, hvor tyven - eller tyvene - i i de fleste tilfælde har opbrudt et vindue eller smadret en rude for at skaffe sig adgang til husene.

Ved indbruddet på Drosselvej er der blevet observeret to mistænkelige mænd.

De beskrives begge som unge mænd mellem 20 og 30 år og danske eller østeuropæiske af udseende. Den ene mand, der beskrives som almindelig af bygning, var iført en lys jakke med hætte og sko med krsftige reflekser. Den anden mand, som også beskrives som almindelig af bygning, var iført en hvis Helly Hansen-jakke og handsker.

Politiet vil gerne høre fra vidner, der kan bidrage med flere oplysninger om de to mænd.

Publiceret 22 July 2019 16:00