Dræbt læge arbejdede i Hillerød: Politiet beder om hjælp og offentliggør uhyggelig lydfil fra overfaldet

Charlotte Asperud, der døde efter et overfald i sit hjem, havde sin daglige gang på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Politiet leder efter skaldet mand med briller

Af
Jens Berg Thomsen

Den 58-årige læge Charlotte Asperud, der døde efter et overfald i sit hjem i Tisvilde natten til den 30. april, arbejdede på akutmodtagelsen på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Det fortæller Nordsjællands Politi nu i en pressemeddelelse, hvor man beder offentligheden om hjælp i drabssagen.

Charlotte Asperud lå formentlig og sov i sit hjem på Aspevej 3, da en ukendt gerningsmand brød ind og overfaldt hende. Efter drabet har politiet "efterforsket bredt" og tager nu et drastisk skridt for at komme videre i sagen.

Nordsjællands Politi har valgt at offentliggøre hendes navn, billede og en lydfil fra det uhyggelige overfald, der ifølge politiet endte med at koste hende livet.

"Læg dig ned! Læg dig ned!," kan man blandt andet høre overfaldsmanden råbe til sit offer.

Hør også lydfilen her. Husk lyd

Udover arbejdet som bagvagt i akutmodtagelsen i Hillerød, arbejdede hun også som læge i Sundhedshuset i Helsingør og ved akutmodtagelsen på hospitalet i Frederikssund.

"Nordsjællands Politi undersøger stadig flere mulige motiver til overfaldet, og som en del af efterforskningen forsøger man at fastlægge Charlotte Asperuds færden i ugen op til overfaldet. Derfor har Nordsjællands Politi nu besluttet at offentliggøre navn og billede af Charlotte Asperud samt en lydfil fra overfaldet, hvor gerningsmandens stemme høres. Vi vil meget gerne høre fra borgere, som har set eller kender Charlotte Asperud fra andre sammenhænge. Det kan være borgere, som har set Charlotte Asperud enten alene eller i selskab med andre, både i lokalområdet og andre steder," siger politikommissær og efterforskningsleder Henrik Gunst i en pressemeddelelse.

"Vi håber også, at der er nogen, som kan genkende gerningsmandens stemme og vil kontakte os med oplysninger om, hvem det kan være," siger han endvidere.

En analyse af stemmen på overfaldet viser, at den tilhører en voksen mand, der taler med en dialekt fra Københavnsområdet eller Nordsjælland.

Skaldet mand med briller

Charlotte Asperud er i månederne op til drabet på sin bopæl set i selskab med en skaldet mand med briller. Denne mand vil Nordsjællands Politi gerne høre fra.

Om offentliggørelsen af lydfil og billede, skriver politiet i pressemeddelelsen:

"Nordsjællands Politi har været i tæt dialog med Charlotte Asperuds nærmeste pårørende forud for offentliggørelsen af hendes navn og billede. Charlotte Asperuds pårørende er tillige orienteret om offentliggørelsen af lydfilen."

Publiceret 07 May 2019 12:42