30 bilister kørte for stærkt, da politiet gennemførte en række færdselsindsatser ved Hillerøds skoler i sidste uge. Arkivfoto

30 bilister kørte for stærkt, da politiet gennemførte en række færdselsindsatser ved Hillerøds skoler i sidste uge. Arkivfoto

Se tallene: Så mange kørte for stærkt ved Hillerøds skoler

Af
Martin Warming

Nordsjællands Politi gennemførte i sidste uge en stor færdselsaktion ved nogle af Hillerøds skoler.

Og konklusionen efter aktionen er, at alt for mange bilister stadig kører for stærkt ved skolerne.

I Hillerød blev 30 bilister taget i at have speederen trykket lidt for langt ned mod gulvet. To af dem kørte så stærkt, at de nu også har fået et klip i deres kørekort, fortæller Nick Gall, der er vicepolitikommissær ved Nordsjællands Politi.

”Vi ved, at en tredjedel af alle færdselsuheld med dødelig udgang skyldes for høj fart. Så jeg vil virkelig appellere til, at man sætter hastigheden ned og passer på børnene og andre trafikanter omkring skolerne,” siger Nick Gall.

Se resultatet af færdselsindsatserne i Hillerød nederst i artiklen...

I hele Nordsjællands Politikreds blev der udskrevet 356 fartbøder - og 27 bilister fik et klip i kørekortet.

"Jeg er noget overrasket over, at så mange kører for stærkt ved skolerne, hvor det især er bløde trafikanter, der færdes, og flere er nye eller uerfarne i trafikken," siger politikommissær Nick Gall, der er leder af Operativ færdselssektion i Nordsjællands Politi, i pressemeddelelsen.

I Hillerød blev der også uddelt et par bøder til bilister, der ikke havde fastspændt deres børn efter reglerne, en enkelt bilist fik en bøde for at have glemt sit kørekort, og tre cyklister havde ikke lys på cyklen.

Men det er ikke kun bilisternes ansvar at passe på skolebørnene, mener Nick Gall.

”Forældrene skal selvfølgelig også være opmærksomme på, at deres børn har lys og de reflekser på, som de skal have. Det er vores fælles ansvar at passe på trafikanterne omkring skolerne – ikke kun bilisternes,” tilføjer han.

Resultat af færdselskontrollerne i Hillerød:

Frederiksborg Byskole: Tre cyklister kørte uden lys på

Strøvej, Skævinge: En bilist havde glemt sit kørekort

Hillerødsholmskolen: To bilister havde børn i bilen, der ikke havde sikkerhedssele på eller sad fastspændt i andet lovpligtigt sikkerhedsudstyr (eksempelvis barnestol)

Johannesskolen: Ingen overtrædelser

Skansevej (fotovogn): 12 bilister kørte for stærkt - en bilist fik et klip i kørekortet

Ny Harløsevej: Ingen overtrædelser

Selskovvej (fotovogn): 18 biister kørte for stærkt - en bilist fik et klip i kørekortet

Publiceret 17 January 2019 15:00