Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Politiet i kæmpe razzia: Her skal du passe på

Af
Jeppe Helkov

Vintermørket er over os, og det kan gøre det svært at se hinanden i trafikken. Derfor er det ekstra vigtigt at passe på hinanden. Fra politiets side gør man derfor i denne tid en ekstra indsats for at hæve sikkerheden på skolevejene.

Fra mandag den 7. til fredag den 11. januar vil der i hele landet være ekstra kontrol på veje, der leder op til skoler. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

"Da politiet i samme periode i januar 2018 kontrollerede trafikanterne på skolevejene, blev knap 4700 bilister sigtet for at køre for stærkt. Det er et problem, at så mange kører for hurtigt, da det kan være svært for børn at vurdere, om de kan nå over vejen, hvis de ikke ved, hvor hurtigt bilerne kører," siger Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter i pressemeddelelsen.

Cyklister uden lys

Men det er ikke kun de hurtigkørende bilister, politiet har fokus på. De er også på udkig efter cyklister, der kører uden lys. Og det er de af én speciel grund.

"For mange bilister kan det være svært at se cyklisterne i mørket, hvis de kører uden lys. Derfor opfordrer vi alle forældre til at tjekke, om der er cykellygter på børnenes cykler, og om lyset virker på både deres egne og børnenes cykler," siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Publiceret 07 January 2019 15:00