Juledagene er desværre også tyveknægtens højtid - følg de gode råd mod ubudne gæster i denne tid

Juledagene er desværre også tyveknægtens højtid. Arkivfoto

Fem indbrud i Hillerød i weekenden: Tyve stjal bil, fjernsyn og smykker

Et sted blev tyvene set, men fire steder slap de væk - på Skovduevej er en bil blevet stjålet, oplyser politiet

Fem borgere i Hillerød har i weekenden anmeldt til Nordsjællands Politi, at de har haft besøg af ubudne gæster.

Mellem fredag 14. december klokken 18 og lørdag 15. december klokken 05 har nogen brudt et køkkenvindue op på Bygvangen i Sophienborgområdet. Der er endnu intet overblik over, hvad der er stjålet, udover lamper, oplyser politiet på deres døgnrapport.

I en villa på Skovduevej i Ullerød er indbruddet sket mellem fredag 14. december klokken 14.30 og lørdag 15. december klokken 16.20, hvor nogen har brudt et soveværelsesvindue op. Her har tyvene stjålet en bil - og derudover briller og et pengeskab, hvori der lå smykker og kontanter.

Tyv kom ud med koben i hånden

I en villa på Hejrevej i det nord-vestlige Hillerød var der også uønsket besøg af formodede indbrudstyve, som blev set af et vidne. Indbruddet blev anmeldt til politiet lørdag 15. december klokken 21.05, hvor vidnet så en mand i haven, mens en anden mand kom ud af huset med et koben i hånden, oplyser politiet på døgnrapporten.

Den ene mand beskrives som cirka 180 centimeter høj, og han var iført sort jakke og mørke bukser. Begge mænd havde rygsæk på ryggen. Der blev også set en sølvgrå personbil uden for huset.

To indbrud på Møllesvinget

På Møllesvinget i Alsønderup er der anmeldt to indbrud i weekenden.

Det ene er sket fra lørdag 15. december klokken 17.45 til søndag 16. december klokken 10.30. Her var et soveværelsesvinduet blevet opbrudt. Der er stjålet værktøj med mere, som der endnu ikke er overblik over.

Det andet er sket mellem lørdag 15. december klokken 13 til søndag 16. december klokken 9.50, oplyser politiet. Her er et soveværelsevindue også brudt op, og der er stjålet blandt andet et fjernsyn og smykker.

Mdt

Publiceret 17 December 2018 11:30