Mand brugte falske penge-sedler i Netto

Ingen sikkerhedstråd og manglende vandmærke fik gjort ekspedient mistænksom

Af
Jens Berg Thomsen

En i dag 42-årig mand fik forleden en betinget fængselsdom på 20 dage i Retten i Hillerød. Tilbage i januar 2016 havde manden forsøgt at betale med tre falske 200-kronesedler i Netto på Frejasvej i Hillerød.

Nægtede

Manden nægtede sig skyldig på forhånd, kan man læse i dommen. Dog havde han erkendt, at den ene af de tre sedler var falske. En mentalundersøgelse havde på forhånd erklæret manden for ikke sindssyg, men at han havde en "problematisk" personlighed, og at manden også havde et misbrugsproblem. Retten fandt ikke, at manden leverede en troværdig forklaring på, hvordan han var kommet i besiddelse af sedlerne. I retten vidnede en ekspedient fra butikken også, der havde opdaget, at sedlerne ikke var vandmærkede, havde en underlig størrelse, og at der ikke var sikkerhedstråd i sedlerne.

Ud over dommen skal manden underkaste sig misbrugsbehandling.

Publiceret 09 November 2018 06:30

SENESTE TV