16-årig tiltalt for brutal vold efter knivstik i Hillerød

16-årig mand fra Hillerød er nu tiltalt for at have stukket 43-årig mand med en kniv ved et shelter i sophienborgområdet

Af
Mette Dolmer Thygesen

En 16-årig mandlig hillerødborger, som i øjeblikket sidder fængslet i en sikret ungdomsinstitution, er nu tiltalt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens §245.

Det fremgår af anklageskriftet, som Hillerød Posten har fået aktindsigt i.

Manden, som blev anholdt 2. august, overfaldt ifølge anklageskriftet sammen med en 27-årig mand fra Farum en 43-årig mand, som de to bad om at kravle ind i et shelter ud for Elver Allé 30 i Sophienborgområdet i det vestlige Hillerød, så de ikke var synlige. Den 43-årige afviste det, og derefter tog den 27-årige mand halsgreb på den 43-årige og slog ham, så de faldt til jorden. Derefter stak den 16-årige mand fra Hillerød den 43-årige mand i brystet med en kniv.

Det skete ifølge anklageskriftet tidligt om morgenen cirka kl. 6.25 den 1. august. Overfaldet skete ifølge anklageskriftet "i forening og efter fælles, forudgående aftale eller forståelse".

Slog ud efter ansat

Efter anholdelsen forsøgte den 16-årige mand ifølge anklageskriftet som varetægtsarrestant i den sikrede institution Sønderbro at slå ud efter en ansats hoved med et metalskaft fra en gulvmoppe. Det mislykkedes dog, da den ansatte undveg, og i stedet slog den 16-årige den ansatte flere gange i hovedet og på kroppen. Derfor er den 16-årige også tiltalt for forsøg på legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens §245 i denne sag, står der i anklageskriftet.

Den 27-årige mand fra Farum er tiltalt for vold efter straffelovens §244. Han er tidligere straffet for forsætligt legemsangreb.

Den 16-årige blev i første omgang sigtet for drabsforsøg på den 43-årige mand, men efter politiet har efterforsket sagen, er de nu altså kommet frem til tiltalen om legemsangreb af særlig brutal karakter. Anklagemyndigheden vurderer, at den 43-årige ikke var i livsfare, og at den 16-årige ikke havde til hensigt at dræbe ham, oplyser anklager Anne-Mette Wedell Seerup.

Sigtelse mod far droppet

Under grundlovsforhøret 2. august blev også den 16-åriges far fremstillet og sigtet for drabsforsøg, men den sigtelse har politiet nu droppet.

Den 16-årige blev anholdt om eftermiddagen samme dag som knivstikket. Både han og faderen nægtede sig skyldige ved grundlovsforhøret.

Den 43-årige vaklede efter knivstikket i brystet rundt i området og blev fundet af en forbipasserende i krydset ved Tulstrupvej/Falkevej, cirka 300 meter fra græsområdet på Elver Alle. Han blev kørt til Rigshospitalets Traumeafdeling, hvor lægerne kunne melde ham uden for livsfare. Kniven blev fundet i nærheden af gerningsstedet.

Sagen er sat til at komme for retten 13. og 21. december i Hillerød som en domsmandssag. Det vil sige, at en juridisk dommer og to lægdommere dømmer på lige fod.

Publiceret 02 November 2018 06:00

SENESTE TV