Politiet har anholdt en røver, som har været på fri fod siden mandag. Arkivfoto: Finn Due

Mulig serie-røver anholdt: Fremstilles i grundlovsforhør

Politiet har anholdt den mand, som siden mandag har været efterlyst for to røverier. Han fremstilles i grundlovsforhør fredag

Af
Mette Dolmer Thygesen

igen En 50-årig mand, som i søndags blev anholdt af politiet for røveri og efterfølgende blev løsladt - for derefter tilsyneladende igen at begå røveri - er nu blevet anholdt.

Manden blev anholdt torsdag aften klokken 21, oplyser Nordsjællands Politi, som på nuværende tidspunkt ikke vil oplyse yderligere.

Den 50-årige skal fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Hillerød fredag klokken 13, hvor han indtil videre er sigtet for røveri mod en tøjbutik - mere kan lægge sig til sigtelsen.

Anholdt og løsladt

Ifølge de oplysninger, Hillerød Posten fik af politiet tidligere på ugen, mødte manden op lørdag aften klokken 19.38 i Paradis Is i Slotsgade, hvor han lagde en seddel på kasseapparatet med en besked om, at "dette er et røveri," og "giv mig alle sedlerne". Han fik tilsyneladende penge med fra kasseapparatet.

Manden blev anholdt mandag morgen, og der blev indkaldt til grundlovsforhør i retten. Men det blev kort efter aflyst, da politiet vurderede, at "der ikke var tilstrækkeligt grundlag" til at fremstille manden, og han blev så løsladt.

Pistollignende genstand

Det formodes at være den samme 50-årige mand, som mandag aften klokken 17.29 indfandt sig i tøjbutikken NoaNoa i Slotsgade, hvor han lagde en seddel med samme ordlyd. Denne gang havde manden en pistollignende genstand med sig i lommen, har politiet fortalt til Hillerød Posten. Også ved andet røveri fik gerningsmanden penge med fra kasseapparatet.

OBS: Hillerød Posten havde først skrevet, at røveriet ved ParadisIs fandt sted søndag, men det korrekte er altså lørdag aften.

Publiceret 14 September 2018 11:45

SENESTE TV