Efter knivstikkeri: Politiet har mulig gerningsmand i kikkerten

Af
Martin Warming

Nordsjællands Politi besøgte onsdag en adresse i Hillerød i forbindelse med det knivstikkeri, der fandt sted i området omkring Tulstrupvej/Falkevej i Hillerød vest tidligere på dagen.

Her blev en 43-årig mand stukket i brystet med en kniv og efterfølgende kørt med politieskorte til Rigshospitalets Traumeafdeling, hvor lægerne heldigvis kunne melde ham uden for livsfare.

Vidner så i forbindelse med knivstikkeriet to mænd flygte fra stedet, og politiet er formentlig kommet på sporet af den ene mand.

"Vi har været inde på en adresse, hvor der bor en ung mand, vi meget gerne vil tale med, men han var der ikke," fortæller Henrik Gunst, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Nordsjællands Politi til Hillerød Posten.

Henrik Gunst opfordrer den unge mand til selv at kontakte politiet.

Foto: Martin Warming

Nordsjællands Politi fik anmeldelsen om knivstikkeriet onsdag morgen klokken 6.45, og politiet vil stadig meget gerne høre fra vidner, der har set noget i forbindelse med episoden. Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Knivstikkeriet har ifølge Henrik Gunst ikke noget med bandemiljøet at gøre.

Publiceret 01 August 2018 13:54

SENESTE TV