Det var her i Retten i Hillerød, at der forleden faldt dom i sagen.

En albansk tyvebande er blevet udvist af Danmark - for altid. Arkivfoto

Albansk indbrudsbande udvist af Danmark - og de må aldrig vende tilbage igen

Tre albanske statsborgere er ved Retten i Hillerød fundet skyldige i at have brudt ind i flere villaer i Nordsjælland, hvor de slap afsted med tyvekoster for adskillige hundrede tusinde kroner.

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

De blev samlet idømt fem år og 10 måneders fængsel, og de blev alle udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Det betyder med andre ord, at de aldrig må sætte deres fødder i Danmark igen.

Indbruddene blev hovedsagligt begået i Gentofte og Hillerød, hvor tyvene typisk trængte ind i folks boliger ved at afliste en rude, hvorefter de primært stjal smykker, sølvtøj og elektronik. De holdt sig dog ikke tilbage, da de også brød ind hos en privat vinsamler i Gentofte, som endte med at miste cirka 400 flasker vin.

Denne kriminelle adfærd blev dog stoppet, da tyvebanden den 27. marts i år blev varetægtsfængslet, efter at Nordsjællands Politi fandt dem i Hillerød, hvor de blev anholdt med flere tyvekoster på sig.

Sagen har nu – efter nogle måneders efterforskning – fundet sin endelige afslutning, da det torsdag lykkedes anklagemyndigheden at fremlægge så mange beviser mod albanerne, at Retten i Hillerød blev overbevist om, at der var tale om en tyvebande, som var rejst til Danmark for at begå organiseret indbrudskriminalitet.

"Jeg er meget tilfreds med, at Retten i Hillerød var enig med mig i, at der her er tale om en målrettet og organiseret indbrudsbande, som skulle idømmes flere års fængsel, og som derfor også skulle nægtes adgang til Danmark i fremtiden," siger anklagerfuldmægtig David Jarlbæk Homann fra Anklagemyndigheden i Nordsjælland i pressemeddelelsen fra Nordsjællands Politi.

mw

Publiceret 06 July 2018 10:18

SENESTE TV