Gav 10-årig dreng lussing foran Netto: Tysk mand sendt i fængsel og udvist

Frikendt for at have slået "kraftigt"

Af
Jens Berg Thomsen

Det kostede 30 dage i fængsel og en udvisning af Danmark i seks år, da en 40-årig mand med tilknytning til Tyskland forleden fik sin dom i Retten i Hillerød. Straffen havde bund i en episode foran Netto den 14. maj i år, hvor den 40-årige mand havde langet en 10-årig dreng et slag med flad hånd.

Manden var på forhånd tiltalt for at have slået drengen "kraftigt", men det erkendte han sig ikke skyldig i. Til gengæld erkendte han at have slået drengen med flad hånd.

Manden forklarede i retten, at han har nogle venner i Danmark. Han var på vej igennem landet for at komme til Finland på cykel og havde boet i shelters og på teltpladser i skovene i området.

Drengen havde ifølge undersøgelsen på skadestuen ikke tegn på traume i hovedet eller løse tænder og virkede vågen og klar.

Retten konkluderede, at slaget ikke havde været "kraftigt", men at manden havde slået drengen. Det kostede den ubetingede fængselsstraf og udvisningen af Danmark, da retten ikke mente, at manden havde stærk tilknytning nok. Straffen er udstået, da manden har siddet varetægtsfængslet mellem episoden den 14. maj og retssagen den 8. juni i år.

Alle forklaringer i sagen var optaget på bånd og er ikke gengivet i dommen, så hvad der udløste en lussing, fremgår ikke.

Publiceret 20 June 2018 05:00

SENESTE TV