Tyv kravlede ind, mens kvinde lå og sov

71-årig kvinde vågnede, da en indbrudstyv stod i hendes soveværelse. Han stjal hendes smykkeskrin

En 71-årig kvinde, som lå og sov i sin lejlighed i stueetagen på Hansensvej i Hillerød, vågnede op til synet af en indbrudstyv i sit soveværelse.

Det skete natten til mandag mellem klokken 00.30 og 01.00, hvor tyven tilsyneladende var kravlet ind gennem et vindue, der stod åbent. Kvinden vågnede ved noget larm og gennemtræk i lejligheden, beretter Nordsjællands Politi, og hun opdagede så manden, som var på vej hen mod vinduet. Han kravlede ud igen, da han opdagede, at kvinden var vågnet.

Læs også: Mand forsøgt røvet med kniv i Hillerød

Manden beskrives som dansk af udseende, 20-30 år og 170-180 centimeter høj. Han var almindelig af bygning, havde kort, lyst hår og var iført lyseblå t-shirts og lange bukser.

Manden stjal et smykkeskrin med smykker, fortæller Nordsjællands Politis døgnrapport.

Publiceret 29 May 2018 11:00

SENESTE TV