Hillerød Kommune har fået 10 millioner kroner for Markedspladsen. Kommunen har stillet mange krav til køber, blandt andet om oprensning af jorden og om byggeriet af en p-kælder. Illustration: Momentum+
Hillerød Kommune har fået 10 millioner kroner for Markedspladsen. Kommunen har stillet mange krav til køber, blandt andet om oprensning af jorden og om byggeriet af en p-kælder. Illustration: Momentum+
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

10 millioner kroner for Markedspladsen: Køber skal rense jorden og bygge p-kælder

Hillerød Kommune har en række krav til køberen af Markedspladsen, og det har trukket prisen ned, forklarer borgmesteren

Det er i alt 10 millioner kroner eksklusiv moms, som Hillerød Kommune har solgt en del af Markedspladsen for til PFA Pension, som skal bygge det nye hotel og nye boliger på grunden.

Det oplyses i den købsaftale, som parterne underskrev i juli, og som Hillerød Posten har fået indsigt i. Hotelbyggeriet var emnet til et pressemøde i torsdags, hvor borgmester Dorte Meldgaard (K) og teknikudvalgsformand Tue Tortzen (Fælleslisten/Enhedslisten) besvarede en række spørgsmål, blandt andet om prisen:

“Der går rygter ude i byen om, at vi kunne have fået mere for grunden, hvis der kun skulle bygges boliger der. Men vi har ikke brug for flere boliger, men for et hotel. Det kan skaffe arbejdspladser og øget omsætning til byen,” sagde Tue Tortzen, og borgmesteren uddybede:

“Grunden har ikke været i udbud til andet end hotel, så vi kan kun gætte på, hvad prisen kunne have været. Men det er en risiko, vi har afvejet, fordi vi gerne vil have et hotel,” sagde Dorte Meldgaard.

Læs også: Zleep Hotels skal drive hotel i Hillerød

Alle partier bag

Alle partier står bag ønsket om at sælge grunden til et hotel, forklarede de to politikere på mødet. Samtidig har der været nogle lange forhandlinger med køberen, fordi kommunen har stillet en lang række krav til byggeriet, blandt andet at der skal laves en parkeringskælder med mindst 40 offentligt tilgængelige pladser under jorden.

“Med sådan nogle betingelser vil der ryge noget af prisen for en grund. Alt, hvad der går byggeriet dyrere for køberen, går jo fra prisen,” siger Dorte Meldgaard.

Fik du læst: Pernille mistede sin lillebror i en togulykke

Massivt forurenet

Samtidig er grunden også massivt forurenet, og den jord har køberen ansvaret for at fjerne.

“Det er noget forurening, som går helt tilbage fra et salpeterværk (som blev nedlagt i 1841, red.). Så det er noget skidt noget. Køber skal sørge for at rense grunden og bygge p-kælder. Det er alt sammen anlægsudgifter, som går fra prisen,” uddyber sektionsleder i Klima, Natur og Byplan i kommunen Hans Brigsted.

Pengene, som kommune får i kassen fra salget, går dog lige op med de anlægsudgifter, kommunen får til ændringer i området omkring hotellet. Det er dog stadig billigere for kommunen, at der bygges midt i byen, end ude i nye bydelsområder, hvor der for eksempel skal anlægges helt nye veje.

Hotel i mindst tre år

Grunden, som PFA køber, er på 4.000 kvadratmeter. PFA forpligter sig til at bygge hotel på grunden, men i salgsaftalen er der indskrevet en mulighed for at konvertere hotelværelserne til boliger efter tre års hoteldrift.

“Hvis det efter denne 3-årige periode ikke længere er muligt at drive et hotel, f.eks. efter konkurs hos hoteloperatør, og at det efterfølgende i en periode på 1 år kan dokumenteres, at det er forsøgt at finde en anden hoteloperatør, kan hotellet konverteres til anden anvendelse,” står der i salgsaftalen.

Zleep Hotels

Det er, som tidligere beskrevet her i Hillerød Posten, Zleep Hotels, der skal drive hotellet. Hvilket supermarked, der skal rykke ind, er der endnu ikke nogen aftale om.

Antallet busparkeringspladser skæres ned fra 14 til 16. Men p-pladserne bliver til gengæld større og bedre. Antallet af parkeringspladser til biler er i dag 124. Efter hotelbyggeriet er der 40 i p-kælderen og 70 i terræn, så der kommer altså blot 14 færre parkeringspladser.

Dagligvarebutikken må blive på max. 1200 kvadratmeter, og dertil kan bygges en mindre butik på op til 400 kvadratmeter. Boligarealet er på 5000 kvadratmeter.

Lokalplanen forventes at være færdig og godkendt til sommer.

Publiceret: 31. August 2017 06:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere